Mand blev slået ihjel på vej i Hornbæk i opgør om kvinde

Politiet har anholdt 32-årig, der sigtes for at have slået rival i hovedet. Jalousi er angiveligt motivet.

Kun lidt over to timer efter fundet af en stærkt blødende mand i Hornbæk anholdt politifolk en mistænkt i sagen. Manden, der nægter sig skyldig i drab, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Kun lidt over to timer efter fundet af en stærkt blødende mand i Hornbæk anholdt politifolk en mistænkt i sagen. Manden, der nægter sig skyldig i drab, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En mand på 39 år mistede mandag aften livet på en villavej i Hornbæk i Nordsjælland.

Et par timer efter fundet af den 39-årige anholdt politifolk en mistænkt i sagen. Det er en 32-årig mand fra Helsinge.

Han blev i et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger, skriver Ekstra Bladet.

Midt på Carl Bødker Nielsens Vej blev den stærkt blødende mand fundet af en forbipasserende ved 20.30-tiden. Han var blevet slået i hovedet med en tung stavlygte.

Motivet menes at være stærke følelser for en kvinde, som begge mænd kender. Den anholdte har i første omgang sagt til politiet, at jalousi ligger bag overfaldet, oplyser politiet.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvad han har forklaret i retten. Ifølge Helsingør Dagblad nægtede han sig dog skyldig i drab, inden dørene blev lukket.