Selv om det ikke længere foregår hjemme foran skærmen med Philip Faber som vært, er folk tilsyneladende ikke blevet træt af fællessang.
Det kunne Per Krøis Kjærsgaard og René la Cour Sell med glæde konstatere, da de midt i september var værter for den første udgave af »Sjælland Synger« i Roskilde Kongrescenter, hvor der synges højt fra Højskolesangbogen.
På forhånd erklærede de to arrangører, at det var over al forventning, da der i dagene op til premieren var solgt omkring 100 billetter, men på selve aftenen indfandt 240 sig i Sal A i kongrescenteret, og det blev nødvendigt at finde ekstra stole frem.
Stigende efterspørgsel
Det er ingen hemmelighed, at inspirationen til »Sjælland Synger« er de sangaftener, der finder sted i DGI Huset i Vejle. De begyndte i det små med 30 deltagere, men nåede inden coronanedlukningen op på 1800, og da Per Krøis Kjærsgaard var forbi ugen inden premieren i Roskilde, var de igen over 1000.
Som forstander på Osted Fri- og Efterskole har han selv oplevet, hvor populært det er blevet at synge sammen.
– Der kom flere og flere til vores sangaftener på skolen, så til sidst havde vi ikke plads i vores sal og måtte rykke over i hallen. Der er også stigende efterspørgsel på mine foredrag om fællessang, og jeg må sige nej til flere, fordi jeg ikke kan nå det, siger Per Krøis Kjærsgaard, som også er komponist og tekstforfatter og har sangene »Gi' os lyset tilbage« og »Kære linedanser« med i Højskolesangbogen.
Roskilde Kongrescenter kom ind i billedet, fordi kongrescenterets direktør René la Cour Sell har børn gående på Osted Fri- og Efterskole. Han ledte samtidig efter arrangementer, som Roskilde Kongres- center selv kunne stå for i stedet for bare at være den, der lejer hallen ud.
– Vi vil gerne drive et moderne forsamlingshus, og man bliver simpelthen så glad af at synge sammen. Det er en god måde at fejre, at vi er på vej ud af corona, siger han, så da en af hans medarbejdere foreslog at sætte fællessang på programmet, var det oplagt at spørge Per Krøis Kjærsgaard.
– Per var fyr og flamme, og han var jo misundelig på Vejle. Hvis de kan, så kan vi også, siger René la Cour Sell med et grin.
Synger efter temaer
For at undgå at »synge i øst og i vest«, som Per Krøis Kjærsgaard udtrykker det, er der til hver aften valgt et tema.
Første gang var temaet »fællesskab«, og det gav lejlighed til at sætte sangene ind i et moderne perspektiv, for eksempel ved at komme ind på, at Roskilde Kongrescenter har fungeret som testcenter under corona og stadig bruges som vaccinationscenter.
– Jeg er imponeret over, at folk ringede og tilbød at transportere ældre til vaccination, fortalte René la Cour Sell undervejs.
I første omgang er der planlagt fire »Sjælland Synger«-sangaftener, og hvis de bliver en succes, ser arrangørerne ingen grund til at stoppe.
– Vi er spændt på, om det slår an. Nu prøver vi os frem og håber, at det kan vokse, siger Per Krøis Kjærsgaard, som selv sidder ved flyglet og spiller til sangene.
– Det fine ved fællessang er, at det står helt rent. Vi har ikke andre musikere med, så musikken ikke tager føringen, og der er heller ingen, som synger for, siger han.