Badminton: Knusende sikkert DM-guld i sidste sæson med Slagelse/Skælskør og en skyggetilværelse bag Peter Gade er blevet skiftet ud med jagten på at få guldet tilbage til Greve – og "oprykning" til førstesingle foran Kenneth Jonassen.
Joachim Persson startede sådan lidt på ny, da Badmintonligaen tirsdag aften blev servet i gang. Greve havde besøg af Vendsyssel, og det lignede på forhånd en overkommelig opgave. Hjemmeholdet var godt nok ret sikker på at tabe damesinglen efter Li Wenyans alvorlige knæskade – men ellers var der på papiret kun første herresingle, der herskede en smule tvivl om. Joachim Persson op med hollænderen Eric Pang.
Og det så helt fornuftigt ud til en start. Persson tordnede til 7-3 og 11-4 ved ophold i første sæt. Men så tog han lidt let på et par bolde, og Pang fik spillet sig varm – specielt ved nettet. Der var kontakt ved 16-16, og uden større dikkedarer tog vendelboen sættet med 21-18.
Og Pang fortsatte i andet sæt, men da Joachim Persson knyttede næven efter at have springsmashet sig til udligning 8-8 lignede det en vending af kampen. Greve-esset førte 11-8 ved ophold, men blev så hentet ved 12-12, og selv om han fik et par heldige kendelser med sig, sluttede spændingen reelt, da Persson blev dømt for at have ramt fjerbolden med kroppen, inden han reddede en netruller ved 15-16. Eric Pang gik yderligere til 16-20 og vandt på sin tredje matchbold, 18-21.
– Øv, jeg var ellers meget opsat på at gøre det godt. Måske for opsat. Min selvtillid har ikke været for god de sidste par måneder, og jeg har ikke rigtigt fundet mit gear, siden jeg holdt en længere turneringspause i foråret.
– Jeg tror måske, at jeg tænker for meget over tingene inde på banen. Det er jo godt, når det går godt – men det går også den anden vej, desværre. Det gode ved det hele er, at jeg ved, at det kommer tilbage. Jeg ved, at jeg nok skal komme til at spille rigtigt godt igen. Men det må da gerne gå lidt hurtigt, og jeg er ked af, at det ikke var i dag, sagde Joachim Persson.
De øvrige kampe i kampen gik nogenlunde lige så nemt som forventet. Dog bed Greves damesingle Tinna Helgadottir noget mere fra sig imod Camilla Sørensen end ventet.
Ligaen
Greve – Vendsyssel 4-2
1HS: Joachim Persson – Eric Pang 18-21, 18-21
HD: Lars Paaske/Carsten Mogensen – Rune Dyhr Thomasen/Peter Steffensen 21-19, 21-8
DD: Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl – Mette Van Dalm/Helene Kirkegaard 21-8, 21-3
MD: Nadiezda Kostiuczyk/Robert Mateusiak – Agnese Allegrini/Jesper Gustavsen 21-6, 21-8
2HS: Kenneth Jonassen – Kristian F. Midtgaard 21-5, 21-9
DS: Tinna Helgadottir – Camilla Sørensen 18-21, 17-21.