Malaysiere blev igen banemænd for danskere

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen led nederlag i Denmark Open-finalen, da badmintonparret tabte efter tre sæt mod Koo og Tan fra Malaysia.

Det blev lige ved og næsten for den danske herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen, da de søndag spillede finale ved badmintonturneringen Denmark Open. Danskerne tabte 22-20, 14-21, 17-21 til malaysierne Koo Kien Keat og Tan Boon Heong, som dermed for anden gang vandt finalen ved Denmark Open over et dansk par. For to år siden var Jens Eriksen og Martin Lundgaard i tabernes rolle, ligeledes efter tre sæt.