Mærsk og IBM indgår samarbejde om Blockchain-teknologi

Verdenshandlen kan effektiviseres med ny teknologi. Det mener Mærsk og IBM, der slår pjalterne sammen.

To store giganter inden for hver sit felt går nu sammen i forsøget på at revolutionere verdenshandlen.

A.P. Møller-Mærsk og IBM fortæller onsdag i en pressemeddelelse, at man stifter et fælles selskab, der skal effektivisere verdenshandlen.

Med hjælp fra den såkaldte Blockchain-teknologi, der også er grundlaget for bitcoin og andre kryptovalutaer, vil man opbygge et system, som kan håndtere de mange transaktioner, der er forbundet med handle på tværs af grænser.

– Ved at kombinere vores viden om international handel med IBM's kapaciteter inden for Blockchain og enterpriseteknologi, er vi overbeviste om, at dette nye selskab kan gøre en kæmpe forskel i at forme fremtidens globale handel, siger Vincent Clerc, der er marketingdirektør for Mærsk.

Tanken er, at det ikke kun er Mærsk og IBM, der skal bruge det nye system, men at andre globale virksomheder også skal være kunder i det nye selskab.

Det er endnu uvist, hvad selskabet kommer til at hedde, men det får hovedkontor i New York.

Samarbejdet mellem IBM og Mærsk er ikke nyt. De to selskaber har det seneste halvandet år arbejdet med fælles projekter, der bruger Blockchain-teknologien.

Blockchain er et decentralt informationssystem, hvor data bliver lagret på en decentral måde, så millioner af brugere kan få adgang til dem på meget kort tid.

Styrken er derfor, at systemet er meget hurtigere end en central server, og det er også umuligt at hacke eller ødelægge, fordi oplysningerne er spredt bredt ud.