Lynhurtig Pogacar overhalede Kragh: Jeg var mundlam

Søren Kragh Andersen var glad for at vise sig frem i et udbrud på 8. etape i Tour de France.

Lynhurtig Pogacar overhalede Kragh: Jeg var mundlam
Søren Kragh Andersen var med i udbrud på 8. etape i Tour de France. (Arkivfoto)
Søren Kragh Andersen var med i udbrud på 8. etape i Tour de France. (Arkivfoto)

Søren Kragh Andersen var med i det store udbrud på 8. etape i Tour de France, og han lå også alene i front på næstsidste stigning.

De andre i udbruddet var dog stærkere, og den danske DMS-rytter måtte strække gevær, da klatrerne startede motorerne.

Storfavoritten Tadej Pogacar var blandt dem, der overhalede ham, og fynboen var imponeret af slovenerens tempo.

– Det så legende let ud. Jeg var ret færdig og træt på det tidspunkt, men han kom bare flyvende forbi. Det er dybt imponerende og ret vildt at se. Jeg var lidt mundlam, siger Søren Kragh Andersen til TV 2.

Tadej Pogacar kørte sig i den gule trøje efter at have halet det meste af dagens udbrud ind. Dylan Teuns holdt hele vejen til mål og vandt etapen.

Belgieren var en af dem, Søren Kragh Andersen godt vidste, han ikke kunne følge med op ad bjergene. Derfor gik han alene i udbrud på nedkørslen inden næstsidste stigning.

– Jeg var rigtig glad for at være i udbrud. Det var måske ikke den etape, jeg havde tænkt, jeg skulle af sted på, men jeg var der, og det var fint, siger han til TV 2.

– Jeg angreb for at få et forspring, men det var ikke nok. Jeg er ikke bjergrytter, og de andre var bare for gode. Men mine ben var gode, og jeg synes, jeg gjorde det godt, siger Søren Kragh Andersen.

Jakob Fuglsang kørte sig endegyldigt ud af klassementet. Han tabte således flere minutter.

– Jeg tænkte, det var på tide at trække bremsen, siger Fuglsang med henvisning til det moment, hvor han lod sig falde af gruppen med favoritter.

Nu er det etapesejre, det gælder.

– Det bliver i hvert fald ikke klassementet længere – så skal jeg skynde mig lidt, siger Fuglsang.

Den danske klatrer er over 17 minutter efter Tadej Pogacar i det samlede klassement.