Lynhattrick sender Aalborg tilbage på vindersporet

Med en sejr på 4-2 hjemme over Sønderjyske rejste Aalborg Pirates sig hurtigt efter nederlaget til Herning.

Rødovre Mighty Bulls - Aalborg Pirates. Martin Højbjerg (tv.) spillede en stor kamp for Aalborg Pirates, da nordjyderne tirsdag slog Sønderjyske i Metal Ligaen. (Arkivfoto). Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Rødovre Mighty Bulls – Aalborg Pirates. Martin Højbjerg (tv.) spillede en stor kamp for Aalborg Pirates, da nordjyderne tirsdag slog Sønderjyske i Metal Ligaen. (Arkivfoto). Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

I Metal Ligaens forrige spillerunde måtte guldaspiranterne fra Aalborg Pirates se sig besejret af Herning Blue Fox efter en straffeslagsafgørelse. Men tirsdag fandt nordjyderne atter vej til fuld pointhøst.

Ført an af en stærkt spillende Martin Højbjerg vandt Aalborg hjemme med 4-2 over Sønderjyske, som ellers kom foran tidligt i opgøret.

På under tre minutter midtvejs i anden periode fik aalborgenserne dog vendt det hele på hovedet. Især takket være Martin Højbjerg.

På mindre end tre minutter scorede han hattrick, og så havde hjemmeholdet sat en solid kurs mod fuld pointhøst.

Seks minutter før tid i afgørende periode skabte Steffen Frank spænding i opgøret, men det holdt kun to minutter. Så lukkede Tobias Maximilian Ladehoff kampen med målet til 4-2.

Sejren sender Aalborg op på 30 point på andenpladsen. Sønderjyske ligger nummer fire med 27 point.

Rækken toppes fortsat af Frederikshavn White Hawks, som ellers var på glat is hjemme mod Herlev Eagles.

De sjællandske gæster formåede at komme foran 4-3 efter at have været nede med 1-3 indtil tre minutter før afslutningen af anden periode.

Den føring holdt, indtil der resterede mindre end fire minutter af kampen.

Først udlignede Sebastian Brinkman, og med lidt over et minut igen blev Oliver Anker matchvinder for det nordjyske hjemmehold. Frederikshavn fører ligaen med fire point ned til Aalborg, som dog har spillet en kamp mindre.

/ritzau/