Lyngby fastholder kursen mod oprykning til Alka Superligaen. Søndag beholdt klubben førstepladsen i 1. division med hjemmesejren på 1-0 over Skive.
Jeppe Kjær tegnede sig for sejrsmålet allerede efter 16 minutter mod Skive, der med nederlaget fortsat hænger i den tunge ende af tabellen.
Topholdet Lyngby er nu oppe på 22 point for 11 kampe ligesom Vendsyssel på andenpladsen.
Sidstnævnte sikrede sig ligeledes en kneben hjemmesejr på 1-0 søndag. Den faldt mod FC Roskilde i en kamp, hvor Nicolas Bøgild 10 minutter efter pausen stod for kampens enlige scoring.
Tredjepladsen – den sidste der giver oprykning til Superligaen – tilhører stadig Vejle med 18 point, selv om den traditionsrige klub søndag tabte 0-1 til HB Køge på hjemmebane. Her blev Kristoffer Munksgaard matchvinder.
I bunden fik nedrykkeren FC Vestsjælland sæsonens første sejr med 3-0 på hjemmebane over FC Helsingør.
Lee Rochester Sørensen, Yones Feifel og Frederik Christensen scorede for Slagelse-klubben.