Lumske sigøjnere på spil i Hillerød

Sælger falske smykker eller distraherer folk, mens de lænses for værdier

Foto: Pernille Kristensen

De har i længere tid huseret på forskellige rastepladser især langs Helsingørmotorvejen, men nu ser det ud til, at en flok sigøjnere også har fundet vej til Hillerød.

I hvert fald blev to mænd og en kvinde, alle med sigøjnerlignende udseende, onsdag først på eftermiddagen observeret på Hillerød Station, hvor de faldbød tasker og smykker af tvivlsom guldkvalitet. De var væk igen, muligvis i en rød Opel Vectra, da politiet dukkede op.

Det var hverken første eller sidste gang, Nordsjællands Polti hørte om sigøjnere i politikredsen onsdag. Allerede klokken 8.25 havde et hold af dem slået telt op på rastepladsen Storkereden på Helsingørmotorvejen, hvor de ligeledes forsøgte at sælge "guld" til forbikørende og smed æbler efter bilister, der ikke ville standse. Klokken 10.48 var den gal i Holte, hvor tre sigøjnere spurgte en kvinde om vej. De benyttede lejligheden til at snuppe hendes taske med sig på deres videre færd.

14.10 var smykkehandlen nået til McDonalds i Frederikssund, men også her var de handlende igen hurtigt over alle bjerge.

Tidligere på ugen har der været adskillige lignende sager i kredsen – enten med salg af falske smykker eller fingerede "biluheld", hvor bilister lænses, mens de kigger ned i sigøjnernes motorhjelm.