Luften var blåsort af brændte dæk i Kalundborg

Amerikanerbil-klubben Just Cruising fejrede lørdag 10 års fødselsdag med night cruise, og nogle af gæsterne kunne ikke tøjle hestekræfterne under kølerhjelmen.

Foto: Peter Andersen

Godt 300 amerikanerbiler fra nær og fjern var mødt op, da Just Cruising Kalundborg lørdag fejrede 10 års fødselsdag med night cruise, Johnny Cash-coverband og masser af krom, skinnende lak og læder-indtræk.

De flotte biler på Kvicklys parkeringsplads tiltrak publikum i stor stil. Klubben havde på forhånd forsøgt at sikre sig mod burn-out ved at afspærre Elmegade for »inderbane-bilister« (ikke-amerikanerbiler), der kunne fremprovokere burnout-dueller. Men ved 21-tiden kunne hestekræfterne på nogle af »amerikanerne« ikke tøjles længere – de måtte slippes fri med skrigende bagdæk, så luften var blåsort af røg, og der stank af brændt gummi og asfalt.

– Vi måtte desværre bede et par stykker om at forlade byen og ikke komme tilbage, fordi de ikke ville rette sig efter henstillingerne. Det er ærgerligt, at vi skal lege politibetjente på den måde, siger formand for Just Cruising Kalundborg, Morten Jensen.

Han er skuffet over, at publikum stillede sig op og ventede på »brændere«, selvom arrangørerne havde sørget for live-musik med Johnny Horsepower på scenen.

– Vi skal helt sikkert diskutere, om vi vil holde det her igen til næste år.