Charlotte ChristensenFoto: Erling J. Pedersen
Der er endnu ikke gået et år siden åbningen af Lop It på Københavnsvej 72, men kunderne har allerede i stor stil fundet frem til forretningen, som er svaret på fortidens loppemarkeder anno 2017.
– Vi har aldrig oplevet, at butikken er tom for kunder. Det er helt utroligt, og jeg er meget ydmyg over, hvor godt vi er blevet modtaget, siger en glad Maria Havaleska, der åbnede Lop It med sin mand i marts sidste år.
I stedet for at bruge weekenderne på at stå i rusk og regn på et loppemarked, kan standholdere hos Lop It nøjes med at besøge deres loppestand en gang om ugen eller sjældnere. Salget af loppeting – både nye og gamle – sørger Maria Havaleska og hendes 15 medarbejdere for, og Lop It har åbent alle ugens dage.
– Det er blevet nemmere at gå på loppemarked, fordi vi har åbent hver dag, og efter lukketid kan man se nogle af loppefundene på vores Facebook-side. Så vi hjælper standholderne med at sælge døgnet rundt, forklarer Maria.
– Når man har købt en stand hos os og sat priser på sine loppeting, står vi for salget. Vi tager 15 procent i provision, så der bliver en pæn del tilbage til sælgeren. Hver aften får sælgerne automatisk en sms om dagens indtjening, fortæller Maria.
Intet må gå til spilde
Bæredygtighed betyder meget for Maria, så det glæder hende, at så mange deler hendes holdning om, at intet må gå til spilde. En stigende interesse for genbrug i befolkningen har helt sikkert været med til at give Lop It succes.
Selv indehaveren af Lop It kan blive overrasket over omfanget af genbrugs-interessen.
– Der blev brugt overraskende meget julepapir i vores café, hvor kunderne selv kunne pakke gaverne ind. Virkelig meget. Det er jo fantastisk, at vores kunder også tænker på at finde deres julegaver blandt vores loppeting, oplever hun.
Alle er her
Blandt kunderne er alle aldre og typer.
– Vi har rigtig mange kunder blandt de unge, som mest køber tøj. Vi har lige før jul udvidet vores tøjafdeling, fordi den er så populær, både blandt købere og sælgere. Børnefamilierne både køber og sælger tøj og legetøj, det når jo næsten ikke at blive brugt, før børnene er vokset fra det. Retrobølgen ruller stadig inden for boligindretning både hos unge, familier og ældre. Fælles for alle er, at de også kan lide de helt nye varer, vi jo også har, slutter Maria.