Lokalt musiktalent udvalgt til musik-camp

20-årige Sebastian McAleer Elkjær fra Tølløse kan se frem til en alternativ efterårsferie. Sammen med 25 andre unge musiktalenter fra hele Sjælland, er han nemlig udtaget til at deltage i Music Maker Camp i Roskilde. Sebastian McAleer Elkjær bor i Tølløse, men har sin daglige gang i Roskilde, hvor han har gået på Roskilde Gymnasium og til daglig er frivillig på Gimle.

Tips og tricks

Under Music Maker skal Sebastian gennem fire dage arbejde intensivt med sin elektroniske musik, mens han bliver coachet af nogle af landets bedste sangskrivere og producere. Målet med campen er at løfte deltagernes talent, så de bliver bedre til at skabe musik og skrive sange.

"Det bliver virkelig spændende at sparre med de andre deltagere og arbejde videre med at finde mit eget udtryk. Og så glæder jeg mig til at lære nogle tips og tricks af Bjørn Svin", siger musikeren.

Professionelle coaches

Sebastian McAleer Elkjær og de øvrige aspiranter kan se frem til instruktion på campen fra kapaciteter som

Michael Møller (Moi Caprice og The Mountains), Tomas Høffding (WhoMadeWho, Bon Homme), producer Rune Borup (I Got You On Tape, Vinnie Who, m.fl.), elektronisk musiker, komponist og producer Bjørn Svin og sangerinde og sangskriver Engelina Andrina. Derudover holder forfatter Pablo Llambias en tekst-workshop for deltagerne. I alt er seks bands, seks solister og fem elektroniske musikere blevet udtaget til campen blandt 70 ansøgere.

Fakta:

Music Maker finder sted 12. – 15. oktober på Roskilde Gymnasium

Music Maker er for musiktalenter mellem 18-25 år fra Sjælland og øerne

Det er Bandakademiet, der har specialiseret sig i at udvikle musiktalenter, der står bag Music Maker