Midt i Lissi Andersens arbejdsværelse står et stort maleri i en sølvfarvet ramme placeret på et staffeli. Motivet er malet i blålige nuancer og forestiller bjerge, vand og himmel. Stilen ligner den på de andre billeder i lokalet, men netop dette maleri er ikke helt som de andre. Det skal nemlig sælges på auktion til Stafet for Livet på lørdag.
– Normalt sælger jeg den størrelse for 4.500 kr., så jeg bliver ked af det, hvis det ryger for 700 kr. Jeg har jo forventninger til, at jeg skal lave nogle penge til Kræftens Bekæmpelse, forklarer Lissi Andersen, der også var med på stafetten sidste år, hvor hun dekorerede ca. 600 lysposer, som de fremmødte kunne købe.
Rørende oplevelse
På lysposerne skriver man en hilsen til en person, som kæmper mod kræft, eller til en, som man har mistet til sygdommen. Når mørket falder på, tænder man lys i poserne under den såkaldte lysceremoni.
Lissi Andersen husker, at hun blev rørt over at se de mennesker, som kom i teltet, hvor hun sad, for at købe en lyspose og skrive på den. Bl.a. husker hun to unge kvinder, der pludselig sad over for hende og talte om, hvad de skulle skrive til deres mor.
– Jeg tænkte, at det lige så godt kunne være mine egne børn, fortæller kunstneren, der selv er erklæret rask efter et behandlingsforløb for brystkræft. Hun går nu til kontrol hvert halve år.
Siden sygdomsforløbet har hun været frivillig for Kræftens Bekæmpelse flere gange og ser det som sin mulighed for at give lidt igen.
– Jeg er så taknemmelig over, at jeg er rask, og så ved jeg, at kemobehandlingen er utroligt dyr. Det er jo fantastisk, at så mange mennesker får sådan en behandling, siger hun.
En 'lortesygdom'
En anden lokal kunstner, som også vil støtte Stafet for Livet, er Michel Khouri. Han donerer bl.a. et billede, hvis motiv er inspireret af fuglenes verden og af stjernerne i stafettens logo.
– Jeg vidste det faktisk ikke før, men stjernerne symboliserer dem, der er døde, siger Michel Khouri og forklarer, at fuglene er et motiv, som i lang tid har fascineret ham.
– Det er deres renhed – de vasker sig hele tiden. De er kærlige, de symboliserer fred, og de er frie, siger han.
Michel Khouri begyndte med at donere sine billeder til velgørende formål i 1981 og har siden støttet mange gode sager med sin kunst. Bl.a. er han også i gang med at dekorere lysposer til Stafet for Livet i Sorø, der foregår for første gang til september.
Selv har kunstneren mistet mange venner til kræft, fortæller han. Derfor er han ikke i tvivl om, at han gerne vil være med til at støtte forskningen på området.
– Jeg håber, at der kommer så mange penge ind, at vi kan bekæmpe den lortesygdom. Det kommer lige pludselig. Jeg ved det. Det skal nok lykkes, siger han.
Ifølge programmet bliver der afholdt auktion til Stafet for Livet lørdag kl. 15.00-16.30 ved ernæringsekspert Christian Bitz. Der vil være ting i alle prisklasser, og udover malerier kan man bl.a. byde på Frederik Løchte Nielsens signerede tennisketcher, fire michelin-dæk og en rundstrikmaskine.