Golf KM Sport og Asserbo Golf Club indgik i sidste uge en 3-årig sponsoraftale til fordel for Juniorarbejdet i Asserbo Golf Club's Junior Akademi.
Med aftalen bliver KM Sport titel- og pokalsponsor for klubbens 19 ranglistetuneringer samt trøjesponsor for Junior Akademiet og indstifter samtidig KM Sport Pokalen fra i år.
Fremover vil tuneringerne ændre navn og vil fremover hedde KM Sport Elite & Junior Rangliste og fra sæsonstart 2015 vil alle juniorer bære KM Sport logo på deres spilletrøjer.
Da aftalen blev underskrevet sagde Kasper og Morten fra KM Sport:
"KM Sport er glade for at have fået mulighed for at være en del af Asserbo Golf Club og deres ungdom. Asserbo Golf Club har i vores øjnene altid haft et godt ungdomsarbejde og har som klub altid vist sig som en attraktiv klub for alle aldre. Så vi er i KM Sport stolte over kunne bidrage til klubbens medlemmer".
Også Pernille Fredgaard, formand for junior akademiet i AGC, ser frem til et fint samarbejde:
"Det er med stort glæde, at vi har indgået samarbejde om sponsorskab med KM Sport, Frederiksværk. Det betyder alverden for vores fortsatte arbejde med at skabe et fantastisk juniortræningsmiljø, at vi har sponsorater som dette, og at vi gennem KM Sport's bidrag kan udvikle vore ranglistetuneringer hvor spillerene udfordres og hvor klubbens trænerteam kan holde sig ájour med spillernes kampform. Mange tak – vi glæder os til samarbejdet", lød det fra Pernille Fredgaard.