JYLLINGE: I præcis to uger har plejeområdet i Jyllinge nord nedlagt arbejdet, men nu tyder meget på, at det strejkende personale vender tilbage til deres arbejdsplads i morgen torsdag.
Lokalavisen erfarer, at Social og kulturdirektør i Gundsø Kommune, Jesper Tangbæk i går havde et positivt møde med John Jensen fra de strejkendes fagforening FOA. På mødet fik parterne angiveligt forhandlet sig frem til en løsning, som de strejkende kan leve med.
– Jeg vil kalde det møde for mere end en halv sejr for os. Forslaget går på, at vores områdeleder Charlotte Hertz vil være på Kastanjehaven i en periode, men hun vil ikke have noget at gøre med vores personale. Derudover ser det ud til, at vi får ændret vores arbejdstider, så de er langt mere spiselige for os som personale, siger en positiv talsmand Ann Svendsen fra de strejkende.
I går lagde hun vejen forbi Gundsø rådhus for at aflevere de 600 støtte-underskrifter, som de strejkende har fået fra borgere i Jyllinge. I aften er Ann Svendsen igen på besøg på rådhuset, når Gundsø byråd mødes for at drøfte sagen og tirsdagens møde. Hvis byrådet kan stå inde for løsningsforslaget mellem FOA og Jesper Tangbæk, så er Ann Svendsen og kompagni klar til at trække i arbejdstøjet allerede torsdag.
– Chancen for at vi går på arbejde i morgen er 80-90 procent. Det ser meget positivt ud, siger Ann Svendsen.
Det er måske et meget godt tidspunkt at finde frem til en løsning, for nødberedskabet har været særdeles dårligt kørende både mandag og tirsdag. Mandag morgen kom medarbejderne for sent, ligesom ledelsen har haft svært ved at give informationer videre om arbejdstider til medarbejderne i nødberedskabet.