Lønkrig spidser til

Foto: Thomas Jensen

Fire polske håndværkere har arbejdet til 80 kroner i timen siden oktober. Det er langt under en dansk håndværkers timeløn. Det er bidende koldt fredag eftermiddag, men håndværkerne på Gyldenstens Vænge 18 fryser ikke. De er godt i gang med arbejdet på huset. En af de fire arbejdere er tømreren Rafael. "Jeg er glad for arbejdet her i Frederikssund. Lønnen er 50-60 procent højere end i Polen, og arbejdsforholdene er også i orden," fortæller 28-årige Rafael, der kommer fra Stettin. Det er hans tredje job i Danmark for Pryzjazne Domy og Tomasz Jankowiak. Tidligere på dagen var Tomasz Jankowiak mødt op på Byvej 24 i Frederikssund i Træ-Industri-Byg's lokaler til lønforhandlinger.