Lillerød ligaklar med fire nye spillere

Spændende nyt hold klar til at gøre en forskel

Foto: Jens Buck-Jensen

Efter at samarbejdet med Hillerød i Nordsjælland Badminton Elite er ophørt, bliver der fra den nye sæson lejlighed til et gensyn med den gamle hæderkronede klub Lillerød i landets fornemste række, badmintonligaen. Ikke alene hedder holdet nu igen Lillerød, men også i spillertruppen er der sket markante ændringer, der sammen med klubbens stamspillere vil gøre det nye LB-hold til et interessant bekendtskab – klar til at udfordre ligaens ni øvrige klubber, når den i denne uge tages hul på sæson med to spændende kampe.

I herresingle bliver der tale om en ren turn around , når Peter Mikkelsen og Stephan Wojcikiewicz – begge med stor international erfaring – træder ind på holdet som nye spillere i 1. og 2. herresingle.

Peter Mikkelsen, der har spillet det meste af sin karriere i Horsens, er 27 år, er nummer 11 på den danske rangliste og nummer 61 på verdensrang listen og har i en årrække hørt til den absolutte top af danske herresingler. For to år siden var han således i DM finalen mod Peter Gade. Peter Mikkelsen er til daglig med på forbundstræningen i Brøndby.

Stephan Wojcikiewicz er i ligasammenhæng et ubeskrevet blad. Han er 30 år, canadisk statsborger og spillede i et par sæsoner i Herlev/Hjorten, før han i fjor skiftede til DS-klubben Lyngby, hvor han gik ubesejret gennem sæsonen som 1. herresingle. Så der bliver tale om ikke så lidt af et kvantespring, men han har de spillemæssige kvaliteter i orden og glæder sig til at tage udfordringen op mod ligaens næstbedste herresingler. Aktuelt er Wojcikiewicz nummer 27 på den danske rangliste og nummer 56 på verdensranglisten – en plads han har haft næsten konstant inden for de seneste to sæsoner.

Ny i truppen er også den kun 20 årige Mikkel Elbjørn Larsen. Han har spillet hele sit liv i KMB Kastrup og har efter klubbens konkurs valgt at søge ny græsgange for at holde liv i klubkarrieren. Elbjørn er en meget talentfuld spiller og én af fremtidens spillere i herredouble og til daglig med på forbundstræningen i Brøndby. Aktuelt er Elbjørn nummer 12 på den danske rangliste og nummer 42 på verdensrang listen sammen med Christian Skovgaard, Gentofte.

Sidste nye spiller i truppen er Peter Steffensen, 30 år, der efter bare en enkelt sæson i Vendsyssel vender tilbage til rødderne i Lillerød, hvor han har spillet i otte år. Selv om Peter Steffensen ikke længere er på forbundstræningen,

er han stadig en fremragende doublespiller, der mestrer begge doublediscipliner. Aktuelt er han nr. 42 i herredouble

på den danske rangliste.

Resten af ligaholdet udgøres af klubbens hidtidige stamspillere. På sværdsiden har Jacob Chemnitz valgt Lillerød som sin klub og fortsætter på en treårig kontrakt. Hos pigerne har Karina Jørgensen skrevet under på en toårig aftale. Den øvrige spindeside udgøres af Ann Nielsen, Mette Nielsen, Rikke Olsen Siegemund, Sara Runesten og Trine Niemeier.

Cheftræner Allan Scherfig ser frem til den nye sæson med glæde.

"Jeg synes, vi har fået sammensat et nyt spændende hold. Men det er klart, at med et næsten halvt nyt hold, gælder det om hurtigst muligt at få de nye spillere integreret på holdet og i klubbens liv. Jeg ved, det erfaringsmæssigt tager det nogen tid, så derfor gælder det om i første omgang at konsolidere os i ligaen. Jeg tror, et realistisk sæsonmål er en plads i top seks," lyder vurderingen fra Allan Scherfig.

LB har i øvrigt fået et absolut publikumsvenligt hjemmebaneprogram. I oktober kommer Team Aarhus på besøg, i november gælder det Vendsyssel, i december Ikast og endelig i januar Skælskør/Slagelse – årets favoritter til DM-titlen. Udekampene bliver mod den allerede spillede mod Gentofte, Greve, Skovshoved og Værløse.