Når katten er ud …
En mus skabte stor ravage i Føtex i Birkerød Hovedgade i juledagene. Onsdag måtte Føtex holde lukket på grund af musen.
Det lille kræ blev opdaget, da man under rengøring fandt ekstrementer fra mus bag en køler i forretningen. Og selv om den lille mus ikke har gjort skade på varer eller andet i forretningen, så satte Ken Cardozo, varehuschef i Føtex, sig for at få musen uskadeliggjort, og han tog drastiske midler i brug i jagten på den lille gnaver.
"Vi valgte at lukke hele forretningen i én dag," fortæller butikschefen.
Mens forretningen holdt lukket jagtede skadedyrsbekæmpere musen i Føtex.
"Der blev sat en masse i værk. Man satte fælder op og fik den afskærmet i et lukket område, hvor den ikke kan komme ind i butikken. Så den er nok ude af huset," fortæller han.
Butikschefen mener, at der kun var tale om en enkelt gnaver på fri fod og den er altså uskadeliggjortnu, ud fra forsigtighedsprincipper tager han og skadedyrsbekæmperne ingen chancer.
"Vi har fået 100% go for at åbne igen af professionelle samt fødevareregionen. Vi åbnede i morgen kl. 7 og forretningen kører som før. Der er hermetisk lukket af for musen nu," siger Ken Cardozo og slutter af med at takke de tålmodige og forstående kunder, der har gået forgæves.
"Vi har fået meget positive tilkendegivelser og har mødt stor forståelse," siger han.