
Den gode, gamle madpakke lever i bedste velgående, og den er fyldt med lutter gamle kendinge.
Rugbrød med leverpostej og kødpålæg er nemlig topscorerne blandt kødpålæg i børnenes madpakker. Det viser en undersøgelse fra FDB.
Flere end 9 ud af 10 elever får stadig madpakker med i skole, selv om der på flere skoler er indført madpakkeordninger – og der er meget, som stadig hænger ved. Det viser en undersøgelse fra FDB.
Leverpostejens fortsatte popularitet og rolle som en madpakkeklassiker bekymrer dog kostvejleder Lene Hansson fra tv-programmet "Du er hvad du spiser".
– Leverpostej er jo hakket lever og fedt, og der er jo en grund til, at man siger, at gamle mennesker ikke må spise indvolde. Leveren er samtidig et afgiftningsorgan for hele kroppen, som renser vores blod. Det kan være fyldt med tungmetaller, siger hun.
Hele 85 procent af forældrene er af den overbevisning, at de giver deres børn en sund madpakke med i skole, men ifølge Lene Hansson er mange forældre ikke klar over, hvad en sund madpakke er.
– Det er fordi, at definitionen af sundhed har ændret sig meget. Derfor tror mange, at de laver en sund madpakke, hvis de kommer tre skiver agurk oven på en leverpostejmad, siger hun.
Hun kritiserer også de gammeldags madpakker for at være en smule kedelige. Det handler om at gøre madpakken spændende, så den ikke ryger i skraldespanden og i stedet bliver erstattet af et pølsehorn fra en fastfoodbutik.
– Samtidig er børn bange for at være udenfor. Så hvis der er en, der har en madpakke med ost med, som lugter lidt, så bliver han til grin. Derfor ryger den i skraldespanden, siger hun.
Hun foreslår derfor, at forældrene i stedet kaster sig ud i en lidt mere utraditionel madpakkeløsning.
– Den behøver jo ikke bestå af rugbrødsmadder. Man kunne jo lave en lækker tunsalat, med radiser og æg og masser af grøntsager.
Det er ikke kun madpakkens indhold, der ser ud, som det gjorde engang. Det gamle kønsrollemønster holder også ved. I to ud af tre hjem er det nemlig mor, der står for madpakkesmøringen.