Leverandører til jysk narkofabrik får 16 års fængsel

To hollandske statsborgere sørgede for at levere amfetaminolie til illegal fabrik på landejendom nær Odder.

To hollandske statsborgere er mandag hver idømt fængsel i 16 år.

Retten i Aarhus har dømt dem for at have indført amfetaminolie til en illegal fabrik nær Odder.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.

De to, Sebastiaan Principaal og Rigte Henderikus Glas, er samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

I sagskomplekset blev der sidste år også afsagt lange straffe.

To mænd fik henholdsvis 18 og 16 år for fremstilling og videresalg af amfetamin. Mængden var 223 kilo.

Produktionen foregik på en ejendom ved Odder. Salget var sat i system. Kunderne indfandt sig ved parkeringspladsen ved et supermarked i byen, har det tidligere været fremme.

Kunderne havde et særligt signal. De stillede en Cocio-kakaomælk på taget af bilen, hvilket identificerede dem over for sælgerne.

Ved at studere krypteret kommunikation lykkedes det for politiets efterforskere at finde frem til de to hollændere, som mandag er blevet dømt. De er 40 og 65 år. Det fremgår af en pressemeddelelse fra NSK.

Den ene af de dømte var leverandør, mens den anden stod for transporten, som foregik i en autocamper. I alt blev der bragt 65 liter fra Holland til Danmark, har retten slået fast.

Mændene har været varetægtsfængslet siden april og juni sidste år, oplyser senioranklager Jeanni Andreeva.

Den ene af de dømte har anket på stedet til Vestre Landsret, mens den anden overvejer, om han vil gøre det samme, oplyser hun.

– Dommen er et resultat af en vedholdende efterforskningsindsats og et godt internationalt politisamarbejde, udtaler hun i pressemeddelelsen.

Narkoen blev solgt i foråret og sommeren 2020. Forretningen stoppede, da politiet trængte ind på ejendommen og her fandt dunke med amfetaminolie og andre ingredienser.

/ritzau/