Lene Espersen valgte Ellemann-modellen

Den konservative partileder og vicestatsminister, Lene Espersen, skifter det tunge Økonomi- og Erhvervsministerium ud med Asiatisk Plads.

Landets ny Udenrigsminister Lene Espersen ankommer til Christiansborg.  (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2010)
Landets ny Udenrigsminister Lene Espersen ankommer til Christiansborg. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2010)

Den konservative leder, Lene Espersen, forsøger nu at gøre Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann-Jensen, kunsten efter. At kombinere rollen som vicestatsminister med udenrigsministerposten.

Den model havde Uffe Ellemann-Jensen pæn succes med, da Venstre var lillebror og Det Konservative Folkeparti var storebror i 1980'ernes borgerlige Schlüter-regeringer.

Den 44-årige Lene Espersen har skubbet den mangeårige udenrigsminister, partifællen Per Stig Møller, ud af kontoret på Asiatisk Plads i den store rokade, som hun og statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemførte tirsdag.

Udenrigsministre er generelt populære, og det er ikke mindst behovet for at styrke sin position i befolkningen og dermed trække De Konservative op over 10 procent i meningsmålingerne, der får Lene Espersen til at vælge Udenrigsministeriet, vurderer politiske eksperter.

I forhold til den intellektuelle Per Stig Møller, der er forfatter til en række historiske og litterære bøger om blandt andre forfatterpræsten Kaj Munk, er nordjyden Lene Espersen kendt for en skarp tone med færre grå nuancer. Hun præsenterede sig selv som Moster Skrap, da hun i 2008 overtog lederposten i partiet fra Bendt Bendtsen.

I sit nye job skal den tidligere justitsminister rejse meget, og konservative kilder har tidligere fremhævet, at hun ville have svært ved at tage posten med to børn. Nu skal Lene Espersen være mor, rejse rundt med det internationale diplomati og lede Det Konservative Folkeparti på samme tid.