Lene E. tidligere taget i manglende svar

Udenrigsminister Lene Espersen (K) er tidligere blevet kritiseret for ikke svare på, hvad hun bliver spurgte om.

Når udenrigsminister Lene Espersen (K) nu kritiseres for at give misvisende svar til Folketinget i sagen om overbetaling af privathospitalerne, er det ikke først gang, at hun er blevet grebet i svare på noget andet, end hun faktisk blev spurgt om.

Som daværende justitsminister var Lene Espersen i 2002 i første omgang med til at fjerne søgelyset fra Politiets Efterretningstjeneste i sagen om rocker-meddeleren Dan Lynges samarbejde med politiet.

Lene Espersen oplyste nemlig til Folketinget, at selv om PET i forskellige sammenhænge havde været involveret i indsatsen mod rockerkriminalitet, så havde der i den forbindelse ikke været kontakt til Dan Lynge.

Det skete på trods af, at der i en anden sammenhæng – om våbenhandel – havde været forbindelse mellem PET og Dan Lynge, og at efterretningstjenesten havde udbetalt penge til ham.

Justitsministerens svar på spørgsmålet – som var stillet af Enhedslistens retspolitiske ordfører Søren Søndergaard – faldt på et tidspunkt i juni 2002, hvor statsadvokaten undersøgte politiets brug af Dan Lynge og dennes påstande om dette samarbejde. En undersøgelse, som ikke omfattede en eventuel forbindelse til PET.

Dette samarbejde blev først inddraget i forbindelse med nedsættelsen af en undersøgelseskommission i april 2003. Et mindretal i den såkaldte Dan Lynge-undersøgelseskommission konkluderede efterfølgende, at det omstridte svar burde have været formuleret anderledes.

Selv om Lene Espersen efterfølgende – på et åbent samråd i Folketingets retsudvalg – beskrev det som "godt svar", så lovede hun alligevel i fremtiden at gøre sig "mere umage" med at give tinget præcise svar.

– Jeg synes selv, at det var et godt svar. Men i fremtiden vil jeg gøre mig endnu mere umage med at præcisere mine svar… det kan I roligt regne med, sagde Lene Espersen dengang til mødedeltagerne.