Lejer taper udlejer fast og truer med økse

En 75-årig mand blev tapet fast, frastjålet et større pengebeløb og truet med en økse, da han sagde lejer op.

Det går ikke altid stille for sig, når en udlejer vil sige en lejer op. Det måtte en 75-årig mand sent torsdag aften erkende, da han bad en 49-årig mand om at fraflytte sin bolig i Torvegade.

Hvad der startede som en stilfærdig samtale udviklede sig så voldsomt, at lejeren tapede den 75-årige mand fast, stjal et større kontant beløb fra ham, før han truede ham med en økse. Den 49-årige stak af, efter at have løsnet tapen om den 75-årige en smule.

Det lykkedes for udlejeren at komme fri og alarmere politiet, der kort efter kunne anholde den 49-årige mand på Hovedbanegården. Ved anholdelsen var han i besiddelse af både penge og økse, oplyser politiets centrale efterforskningsleder.

Den 49-årige mand fremstilles torsdag i grundlovsforhør, hvor han blandt andet vil blive sigtet for røveri.