
Selv om sæsonstarten står lige før døren, er træner Michael Laudrup ikke færdig med at bringe nye spillere til sin klub Swansea City.
Således landede klubben fredag aftaler med hele to nye spillere.
Først drejede det sig om den 21-årige forsvarsspiller Kyle Bartley, som skrev under på en treårig aftale, og få timer efter kunne klubben præsentere endnu et nyt talent i form af den 20-årige angriber Jamie Proctor.
Proctor er blevet hentet i Preston North End fra den tredjebedste række i England og har skrevet em toårig kontrakt med Premier League-klubben.
I første omgang er det dog ikke Michael Laudrup, der skal styre den unge angriber – han bliver nemlig tilknyttet klubbens U21-hold
– Jeg ser frem til at blive en del af foretagendet her og til at prøve at imponere den nye manager nok til at kæmpe mig ind i hans planer, siger Jamie Proctor til Swanseas hjemmeside.
Kyle Bartley kommer fra Arsenal, hvor han imidlertid blot er noteret for én seniorkamp. Sidste sæson var han på lån i skotske Rangers.
Michael Laudrup debuterer som manager for Swansea i Premier League-premieren mod Queens Park Rangers lørdag eftermiddag.