Ledøje-Smørum fik rejst sig i rekordfart efter sidste lørdags blamage med 0-3 hjemme mod Dalum. På den sværest tænkelige udebane lykkedes det Kim Kjærsgaards mandskab at vinde med 5-0 over Marstal/Rise.
Ledøje-Smørum har haft store problemer med mandskaber, der pakker sig og forsvarer det ene point. Og netop den kunst mestrer Marstal/Rise, men en hurtig scoring vendte op og ned på kampens forventede forløb.
– I dag kom vi foran efter fire minutter og så havde vi en god plan, der lykkedes hele vejen takket være stor disciplin, forklarer Ledøje-træneren.
Han havde ændret det normale taktiske oplæg på grund af elendige baneforhold, og den nye strategi med flere lange bolde gav snart bonus. Backen Jonas Johansen bankede ihvertfald bolden ind i feltet og her nåede Christian Steen Jensen højest og scorede til 1-0.
Humøret blev endnu bedre, da trænersønnen Emil Kjærsgaard lagde et frispark direkte ind helt oppe ved sammenføjningen. Dermed gik Ledøje-Smørum til pausen foran med 2-0.
Umiddelbart efter pausen fik Benjamin Madsen bolden i mål, men noget overraskende for gæsterne blev målet underkendt for offside af de lokale linjedommere. Men det hold nu ikke Ledøje-Smørum tilbage ret længe.
Jacob Halling spillede sin første hele kamp i denne sæson som afløser for Morten Larsen på midtbanen. Halling sørgede for 3-0 målet ved at banke bolden i mål fra kanten af feltet.
Nicki Wullf var netop kommet på banen, da han tog en dribling ind i feltet og lagde bolden ind ved modsatte stolpe til 5-0, og med ti minutter tilbage fik Jacob Halling en medløbsbold, som han headede over den fremstormende keeper til slutresultat 5-0.
Danmarksserien kreds 2
Marstal/Rise-Ledøje/S. 0-5 (0-2)
Mål: 0-1: Christian Steen Jensen (4), 0-2: Emil Kjærsgaard (35), 0-3: Jacob Halling (53), 0-4: Nicki Wulff (70), 0-5: Jacob Halling (80)