
Sidste år var der 178 indsamlere i Høje-Taastrup kommune til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. De indsamlede kr. 213.285 kroner til kampen mod kræft. Igen i år får alle indsamlere udleveret et lille flag, hvor de kan skrive deres egen grund til at samle ind og sætte flaget på tøjet eller tasken under indsamlingen.»Jeg håber vi kan blive mindst lige så mange indsamlere i år og at rigtigt mange vil benytte lejligheden til at vise flaget. Hvert år bliver omkring 35.000 danskere ramt af kræft. Det er næsten 100 nye tilfælde hver dag. Derfor er det så vigtigt at forske i både nye behandlingsmetoder og i årsagerne til kræft, så vi kan nå hen imod, at færre bliver ramt af den frygtelige sygdom,« siger Bodil Østergaard, som er indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Høje-Taastrup kommune.
Forskning i verdensklasse
Kræftens Bekæmpelse opbevarer vævs- og blodprøver fra 57.000 danskere. Prøverne er indsamlet mellem 1993 og 1997 og er en af verdens største befolkningsundersøgelser. Sammen med Danmarks meget grundige cpr-register og cancerregister giver de mange vævsprøver forskerne en uvurderlig viden om årsagerne til kræft.
Kræftens Bekæmpelses forskning vurderes meget højt i det internationale forskningsmiljø. Det internationale "Scimago Institutions Rankings", som hvert år kårer de bedste forskningsinstitutioner i verden, placerede i 2012 Kræftens Bekæmpelse som en suveræn nr. 1 i Norden og som nr. 22 i Europa.
»De flotte forskningsresultater styrker vores lyst til at lave en rigtig flot landsindsamling her i Høje-Taastrup kommune. Tænk, hvis vi engang kan sige til vores børnebørn, at vi var med til at skabe grundlaget for et stort gennembrud i kampen mod kræft. Det ville være skønt,« siger Bodil Østergaard.
Meld dig som indsamler på 7012 2014 eller gå ind på indsamling.dk. Få yderligere information hos Bodil Østergaard på telefon 43 99 30 04.
jose