
"Taberlandsbyer" kalder man dem i Jylland. Landsbyer hvor købmanden er over alle bjerge, og hvor de eneste bejlere til de tomme, forfaldne huse er misbrugere på kontanthjælp.
I Nordsjælland giver betegnelsen "taberlandsby" imidlertid ikke megen mening.
– I Gribskov har vi det fuldstændig modsatte problem. Vi mærker et stort pres på vores landsbyer fra folk, som gerne vil flytte herop. Det er derfor afgørende, at vi beskytter landsbyerne, så de ikke får udvandet deres identitet, siger Marie Louise Widding, projektleder for Gribskov Kommunes landsbytemaforum.
I tæt samarbejde med borgerne har hun udviklet en drejebog, der med en række konkrete tiltag skal hjælpe landsbyerne til at bevare deres særpræg.
Jørgen Møller, ekspert i landsbyudvikling ved Aalborg Universitet, vurderer, at voldsom vækst er et stort problem for landsbyerne.
– Passionen ved at bo på landet må ikke gå tabt. Det gælder om at bevare det landlige præg, så landsbyerne ikke ender som forstæder, siger han.
Ligeledes er det vigtigt, at man gennem bylaug med videre gør en indsats for at knytte borgerne sammen, mener formand for Landsforeningen af Landsbysamfund, Ole Olsen.
– Hvis der ikke gøres noget for at samle borgerne, ender landsbyerne som en samling af individualister, der bor ved siden af hinanden. Den særlige landsbyånd forsvinder, mener han.