Landmænd slipper for kæmperegninger

Frank Hansen stod med en samlet regning på mere end 900.000 kroner for at have modtaget uberettiget landbrugsstøtte. Nu står regningen pludselig til at blive langt lavere. Formentlig et sted mellem 30.000-40.000 ifølge fåreavlerens egen vurdering.
Frank Hansen stod med en samlet regning på mere end 900.000 kroner for at have modtaget uberettiget landbrugsstøtte. Nu står regningen pludselig til at blive langt lavere. Formentlig et sted mellem 30.000-40.000 ifølge fåreavlerens egen vurdering.

Sjællands største fåreavler og en fynsk deltidslandmand ser ud til at slippe for kæmpe-regninger, der har truet deres livsværk.

Efter måneders sagsbehandling og tovtrækkerier mellem landmænd, landboforeninger og myndigheder dropper NaturErhvervstyrelsen nu tidligere krav til Frank Hansen og en fynsk landmand om tilbagebetaling af landbrugsstøtte for over 900.000 kroner og 214.000 kroner. Det skriver Sjællandske.

I de nye afgørelser skal Frank Hansen tilbagebetale 30-40.000 kroner i landbrugsstøtte, mens den fynske landmand efter alt at dømme går helt fri.

De nye afgørelser skyldes, at NaturErhvervstyrelsen har ændret retningslinjer for, hvornår naturarealer og rekreative områder kan opnå landbrugsstøtte.

Det vækker glæde hos jurist i Østdansk Landboforening, Liza Rosenberg, der har ført Frank Hansens sag:

– Det her betyder, at vi er lidt mere sikre, når vi fremover skal rådgive landmændene om de skal leje naturarealer, der også er rekreative. Så længe det rekreative element ikke er direkte til hinder for landbrugsproduktion på arealerne, er der tale om landbrug, siger hun til avisen.

Sagerne mod de to landmænd bunder i, at de arealer, de havde lejet af henholdsvis Naturstyrelsen og Odense Kommune til afgræsning, ifølge NaturErhvervstyrelsens snarere var rekreative arealer end landbrugsarealer.

Og dermed ikke berettiget til landbrugsstøtte.

Efter møder med EU-kommissionen er styrelsen nu kommet frem til, at reglerne for landbrugsstøtte kan »tolkes en anelse mere lempeligt«, som styrelsen formulerer det i Frank Hansens afgørelse.

Fremover vil styrelsen skele til, hvorvidt der foregår reel landbrugsproduktion på de arealer, der søges til.

Også selv om formålet med arealerne egentlig er rekreativt.