Landmænd er klar til krig mod bankerne

Landbruget er klar til at gå i krig mod bankerne, lød det på årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger, hvor Povl Fritzner blev genvalgt som formand. Foto: Anders Ole Olsen
Landbruget er klar til at gå i krig mod bankerne, lød det på årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger, hvor Povl Fritzner blev genvalgt som formand. Foto: Anders Ole Olsen

Årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger kom flere gange til at kredse om, hvilke økonomiske muligheder de danske landmænd bliver tilbudt af den finansielle sektor. Muligheder, der tilsyneladende ikke konkurrerer skarp nok med hinanden. Det skriver DAGBLADET, Nordvestnyt og Sjællandske.

Povl Fritzner, der netop blev genvalgt til formandsposten på mødet, meldte klart ud, at der ikke kun er brug for bedre rammevilkår for landbruget.

Nu skal der også arbejdes med »en plan b«, som han formulerede det, som kan sikre nogle bedre afdragsordninger til de landmænd, der er endt i økonomisk kaos.

– Det er nødvendigt med en plan b. Og det er altså nødvendigt, at vi går i krig med den finansielle sektor. Bankverdenen i Danmark er gået fuldstændig i sort. Vi er nødt til at gå i brechen for det her, siger Povl Fritzner, der vil arbejde for, at der bliver iværksat en omfattende oprydning i finanssektoren, der skal medføre bedre afdragsordninger for gældsramte landmænd.

Det har tidligere været fremme, at landbruget i Danmark har en samlet gæld på omkring 360 milliarder kroner, og løsningen er ifølge Povl Fritzner, at landboforeningerne skal skubbe på en oprydning i bankverdenen – og det er han klar til.