Læserbrev: Hvorfor vente på fibernet i Egedal?

Frederik Grønlund Scholten, marketingchef hos teleselskabet 3, undrer sig over Egedal Kommunes fokus på TDC's fiber

Foto: Fotograf Carsten Andersen
Frederik Grønlund Scholten.
Frederik Grønlund Scholten. © Fotograf Carsten Andersen

Frederik Grønlund Scholten, marketingchef hos teleselskabet 3

5. november kunne man på sn.dk læse, at Karsten Søndergaard, borgmester i Egedal Kommune, tog første spadestik til TDC's fibernet i kommunen.

Som repræsentant for de mobile bredbåndsforbindelser undrer jeg mig over kommunens ensidige fokus på TDC's fiber som eneste mulighed for at opnå en fremtidssikker internetforbindelse. Med 5G-teknologien lige om hjørnet kommer mobilt bredbånd nemlig til at udgøre et seriøst alternativ til fibernettet. Dermed er der ingen grund til at bruge tid og penge på at få gravet kabler ned i jorden for at få en højhastighedsforbindelse.

Det kræver kun et simkort, en router og en stikkontakt, før det vil være som at få trådløs fiber lige ind i stuen. Og det er ikke et scenarie, der ligger mange år ude i fremtiden. Tværtimod. Netværksleverandøren Ericsson spår i rapporten "5G Consumer Potential" trådløs fiber til at blive en af de første og mest indlysende brugsscenarier for 5G, og hos teleselskabet 3 forventer vi at kunne bringe produktet på gaden allerede i løbet af 2021.

Men der er ingen grund til at sidde med hænderne i skødet og vente på 5G, for det er allerede muligt at få mobilt bredbånd via stikkontakten. Mobilnetværket i Danmark på 4G er nemlig allerede rigtig godt, og vil kun blive bedre fremover i takt med opgraderingen til 5G. Derfor vil jeg opfordre kommunens borgere til at besøge Energistyrelsens side www.tjekditnet.dk, hvor man kan indtaste sin adresse og få at vide, hvilke hastigheder man allerede i dag kan forvente af mobilt bredbånd på 4G på egen matrikel. Hvis man er i tvivl om en hastighed er 'nok', er det værd at notere sig, at Netflix fx anbefaler 5 Mbit/s download til streaming i HD-kvalitet. Og er man alligevel ikke helt tilfreds, kan man altid supplere sin mobile bredbåndsløsning med en udendørs antenne, som kan forstærke signalet.

Jeg vil derfor opfordre kommunens borgere til at undersøge, om mobilt bredbånd kan dække deres behov, i stedet for at vente på at gravkoen kommer forbi deres matrikel og betale for at få gravet indkørslen op.