FREDENSBORG: Kronprinsparret har et rigtigt godt øje for de små størrelser – også i onsdags, hvor parret skulle modtage Fredensborg-Humlebæk Kommunes dåbsgave til Prins Christian.
– Hej, hej, lød det fra kronprinsessen, da hun fik øje på en stor flok børn fra Dronning Louises Børnehus, som havde taget opstilling udenfor indgangen til Fredensborg bibliotek, hvor afsløringen skulle finde sted.
Kronprins Frederik var dog ikke sen til at følge sin hustrus eksempel og han fik sig en lille "mande-snak" med Kristian på fire år, der havde taget sine seje, gule solbriller på i det gode vejr – nogle solbriller, som mange sikkert misundede ham af flere grunde.