Endnu en gang blev den lokale læsefestival 'Lun på Ord' en succes. Endda større end de forgående år. I alt deltog 2.850 gæster ved festivalen, og det er rekord.
"Vi er så glade og stolte, og vi fra biblioteket og Galaksen takker publikum for deres grænseløst positive og glade måde at bruge og nyde festivalen på. Det varmer at have så glade gæster, og derfor kan vi allerede nu afsløre, at vi også arrangerer en 'Lun på Ord' til næste år", lyder det fra en begejstret men også træt Camille Blomst.
Ligesom de to forgående år havde læsefestivalen en bredt program med noget for både de voksne litteraturelskere, der yngre læseheste og de, der bare kiggede forbi biblioteket for underholdningens skyld.
For de mindste var især lørdagens besøg af Sebastian Klein en kæmpe succes. Foran en fyldt sal i Galaksen fik han både de små og deres forældre til at hyle af grin, da han optrådte med mus og kaniner – særligt da den lille mus gemte sig i håret på den frivillige pige, der modigt gik på scenen.
Et af festivalens andre højdepunkter var besøget af forfatteren Leif Davidsen, som borgmester Ole Bondo Christensen interviewede, ligesom der også var mere end fyldt i caféen, da formanden for kulturudvalget, Helle Katrine Møller, gik i dialog med Ahmad Mahmoud og Morten Pape om deres opvækst i danske ghettomiljøer.
Og mens de voksne blev klogere og mere vidende på den danske litteratur, hyggede de mindste sig ved de kreative borde på biblioteket, hvor gamle bøger blev forvandlet til de flotteste bogkager og sødeste bogpindsvin, mens de udenfor kunne hygge sig med snobrødsbagning, som Alugod Spejderne stod for.