Arne Lund, Langebjergvej 260A, 3050 Humlebæk
I dag varer turen med det hurtige S-tog fra Frederikssund til København H 48 minutter. Får trafikminister Ole Birk Olesen (LA) og et flertal i Folketinget held til at omstille S-togene til metrodrift, da vil rejsetiden blive forlænget til ca. 75 minutter.
Ikke alene skal S-togene standse ved alle 21 stationer undervejs – 6 flere end i dag – og så er det slut med de hurtige gennemgående tog, som rejsende til de yderste stationer har glæde af. S-togene skal også sænke farten fra de nuværende 120 km/t, til de 80 km, der er den højest tilladte hastighed for førerløse metrotog.
Fordelen – hvis man da kan kalde den det – vil være, at fremtidens S-tog kører døgnet rundet, ganske som metroen gør det. Så er spørgsmålet om hvor mange rejsende, der vil stå på toget i fx Stenløse kl. 3 om natten. Det fortæller Ole Birk Olesen intet om, for det er ikke undersøgt.
Om toget kører hvert 5. eller 10. minut, betyder ikke stort, bare det kører til tiden, at det er til at få en siddeplads, og at der er god korrespondance med andre trafikmidler. En rejse med S-toget er ofte en del af en turkæde, hvor der skal skiftes undervejs.
Pendlere reagerer følsomt overfor vedblivende, længere rejsetid. De mange sporombygninger på Kystbanen har vist, hvor let det er, at miste passagerer til bilerne, og hvor svært det er, at få fat i dem igen. Omstillingen kan derfor nemt komme til at koste passagerer, der fravælger S-toget på grund af længere rejsetid.
Havde Ole Birk Olesen gjort sit hjemmearbejde, så ville han vide, at passagerernes i stedet ønsker bedre forbindelser på tværs af fingrene, flere stationer og flere spor gennem "Røret" Østerport-København H. Hertil kommer et overhalingsspor på Køge Bugt-banen, der vil kunne skære 5-7 min af rejsetiden.
Inden trafikpolitikerne kaster sig ud i nye, risikable projekter, så spørg dog passagererne først. De vil kunne fortælle, at det er manglen på sporkapacitet (og de alt for høje takster), der er S-banens helt store udfordring. Den udfordring løses ikke ved at aftalepartierne omstiller S-togene til et metrosystem, som ingen har bedt om.