
Af Jesper Sabroe
Første gang er altid den sværeste – også når man som læge skal udføre en procedure på en patient.
Som regel foregår den type træning direkte på en patient under supervision af en mere erfaren læge – den såkaldte mesterlære, men nu skal lægerne i Region Hovedstaden have certifikat på, at de har øvet sig på en dukke eller en computer, før de møder patienten første gang, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Region Hovedstaden indfører nu, som det første sundhedsvæsen i verden, obligatorisk simulationsbaseret træning på alle specialer. I praksis svarer det til, at piloter, der skal lære at flyve, øver sig mange gange i en flysimulator, inden de får lov til at flyve selv.
Oversat til lægeverdenen skal lægen f.eks. øve en kikkertundersøgelse eller en operation på en simulator, der kan have form som en mekanisk menneskelignende dukke eller 3D-baseret computer, hvor skærmbilledet forestiller de indre organer, hvor patienten skal opereres. Det kan f.eks. give mulighed for at øve sig i 20 forskellige scenarier, der forestiller det indre af maven.
– Det vil tage flere måneder at øve sig på det samme antal patienter, og det skaber tryghed for både patient og læge, når lægen har prøvet en lignende situation, før han eller hun f.eks. skal udføre en teknisk avanceret procedure på en patient for første gang, siger Torben Schroeder, professor og leder af Simulationscenteret ved Center for Klinisk Uddannelse på Rigshospitalet.
Han påpeger, at man efterhånden har fået rigtig mange simulatorer og dermed kan øve sig i de fleste lægefaglige specialer.
I dag træner cirka 20 procent af læger under speciallægeuddannelse i Region Hovedstaden i Simulationscentret. Nationalt er tallet noget lavere og der samarbejdes om udviklingen.
Indførelsen af den obligatorisk simulationsbaserede træning vil strække sig over en årrække.