Lægehuse vil ikke tilbagebetale penge for afsendte testsvar

Lægehuse har modtaget 45,72 kroner, hver gang de har sendt patienter et negativt testsvar på en coronaprøve.

328 ud af 566 lægehuse nægter at tilbagebetale flere millioner kroner, som de har modtaget i honorarer for at sende negative coronatestsvar til patienter via e-mail.

Det viser en aktindsigt foretaget af Radio4.

I alt har 566 af landets lægehuse modtaget op mod 24,5 millioner kroner for denne service.

Regionerne kræver 19,5 millioner kroner tilbagebetalt, da de i visse tilfælde anerkender behovet for at sende svaret på et coronatest.

Det er blandt andet tilfældet, hvis den pågældende patient mangler digitale færdigheder, skriver Radio4.

Hver gang lægerne har tilsendt patienterne deres negative testsvar, har de modtaget 45,72 kroner igennem ordningen.