Åh hvor vil jeg gerne bo for enden af den blinde vej i naturen, hvor tinitusen kun akkompagneres af vindens susen og frøernes kvækken – og gerne med 18½ minut til Rådhuspladsen. Der er mange ting, jeg holder af, som ikke skal være på min vej. Vindmøller f.eks. er et vidunderligt koncept …. i Glyngøre, den vestlige del af Fyn eller som minimum i den fjerneste ende af kommunen. Går jeg hen af vejen, eller læser i min avis finder jeg ud af, at jeg ikke er alene med disse mærkelige holdninger. Det luner.
Men nogen gange vil jeg meget hellere bo i byen mellem cafeerne, Rundetårn, ånds- og beværtningslivet. Det er ikke nemt. Ptjahh – nu bor jeg så i Farum Nordby. Her er ikke rigtig by. Og ikke rigtig land. Farum Nord er både-og, og hverken enten-eller. For kedelig til at gå i byen i, for larmende til at lege blomst og bi i. Der er ingen der rigtig ved hvad Farum Nord er.
På kortet står der stadig Farum "Overdrev". Det ord havde noget med blomster at gøre. Det har det ikke mere. Sigfred Pedersens sang lyder: "Jeg plukker draphavre og brændenælde, jeg plukker skvalderkål og hundegræs ". Hvem her ved hvad Mandstro og Jomfrusko er? En tilflytter undrede sig i Lokalavisen over, hvorfor man brugte så mange ressourcer på at beskytte nogle Salamandre. Hun så aldrig én. Men de har været der.
Jeg foreslår Byrådet at lade de heldige kartofler i Laanshøj nyde livet for enden af deres blinde vej, og i stedet bruge de mentale ressourcer på at lave noget, der minder om en rigtig by i Farum Nord. Det kunne f.eks indebære flere boliger, begavet trafikplanlægning, forbindelse til resten af byen, belyste multisportsbaner. Venstre ville sågar bygge en skole i sidste valgkamp.
