
FC København-spillerne har masser at se til for øjeblikket. De forsvarende mestre vandt uden problemer 3-0 i Herning over FC Midtjylland. Sejren supplerede midtugens sikre 4-1'er i pokalturneringen i Viby, og i den kommende uge gælder det Champions Leagues gruppespil og en udekamp hos Panathinaikos.
Trods den store belastning kan københavnerne sagtens spille på alle tre heste, slår anfører William Kvist fast.
– Skal vi være ærlige, så vinder vi nok ikke Champions League. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi holder os i gang i Superligaen. På den måde kan spille os i Champions League i den kommende sæson. Og vi har spillere nok i truppen til at holde os i gang i alle tre turneringer.
– Lige nu synes jeg, spilletiden bliver fordelt godt i de forskellige turneringer, og personligt er jeg ikke træt i kroppen endnu. Rent fysiologisk vil det jo ske på et eller andet tidspunkt, selv om jeg håber at slippe, siger en glad FCK-kaptajn.
Topkampen i Herning blev en formalitet for københavnerne, der uden de store problemer vandt 3-0 over den øjeblikkelige toer i tabellen.
– Jeg synes, Midtjylland prøver i de første syv-otte minutter, hvor de kommer hårdt ud. Men derefter tager vi fuldstændig brodden af dem. Og som det ser ud lige nu, må vi formode, at vi er lidt bedre end de andre hold i rækken for øjeblikket, siger William Kvist.