Kvinder i det offentlige vilde med deltid

Fritid er vigtigere end lønsedlens størrelse for mange kvinder. Hver tredje kvinde i det offentlige er ansat på deltid. Kan ramme velfærd, frygter borgmester.

Hver tredje kvinde i det offentlige arbejder deltid. Tendensen er den samme for alle kvinder – både for de helt unge kvinder og ældre, der for længe siden har set børnene flytte hjemmefra, skriver Ugebrevet A4.

Cirka 30 procent af alle kvinder ansat i kommuner eller regioner arbejder under 33 timer om ugen. Mens 80 procent af mændene arbejder 37 timer om ugen, er det til sammenligning 53 procent af kvinderne, som arbejder fuld tid.

Og det kan gå ud over velfærden, vurderer Michael Ziegler (K) formand for personaleudvalget i kommunernes forening KL og borgmester i Høje Taastrup.

– Hvis vi ikke kan få flere medarbejdere til at arbejde mere, så bliver kommunerne ikke i stand til at levere alle velfærdsydelser i fremtiden. Vi bliver nødt til at undersøge alle områder, så kommunerne kan få arbejdskraft, siger han.

Ifølge Mette Deding, forsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er det blevet helt acceptabelt og almindeligt for kvinderne at være på nedsat tid. Den ugentlige fridag er rar at have – også når børnene er flyttet hjemmefra.

Og det er ifølge Michael Ziegler et problem. De offentlige arbejdsgivere mangler nemlig folk, og der er lavet masser af forsøg med at få folk til at arbejde lidt mere. Problemet er, at kvinderne ikke rigtig vil. De vælger gladeligt lidt ekstra i lønposen fra for at have lidt ekstra fri.

– I Høje Taastrup Kommune spurgte vi på et tidspunkt social og sundhedspersonalet, om de ønskede at gå op i tid. Ganske få sagde ja, siger han til ugebrevet.