Kvarterhusets fremtid var til debat

Tirsdag udvekslede politikere og lokale borgere idéer til, om og hvordan Kvarterhuset kan kombineres med en ungdomsklub

Foto: Pernille Kristensen

Tirsdag aften blev Kvarterhusets fremtid i Kokkedal debateret. Ikke i huset selv, for der var et af de populære tirsdagsarrangementer i gang, men i det nærliggende Egedal Medborgerhus.

At Kvarterhuset i det hele taget er et hus fyldt med aktiviteter, blev også bekræftet af det engagement, flere lagde for dagen i debatten, som var arrangeret af Kokkedal Kultur Forening.

I dag holder fire foreninger fast til i huset med en række faste og skiftende arrangementer, der samler lokalområdet. Men det er foreningerne bange for vil blive brudt op, hvis der kommer en ungdomsklub i Kvarterhuset. Samtidig har en række lokale borgere udtrykt bekymring for, hvad der sker med området som helhed, hvis en klub for unge kommer til at ligge netop her.

En fælles idéudvikling var således baggrunden for mødet, der var velbesøgt af både politikere og lokale, men debatten afspejlede også hurtigt, at problemstillingen er kompleks.

Det eneste, der står fast, er, at der skal være en ungdomsklub i Kokkedal – det er der sat 1,2 mio. kroner af til i budgetforliget – men det er endnu uklart, hvem klubben skal være for, hvor den skal ligge, og hvilke aktiviteter den skal rumme.