Når Egedals nye kulturhus – det gamle Stenløse Rådhus – i midten af marts slår dørene op, kan kulturhuset fremvise noget ganske enestående fra kommunens kunstnere.
Kunstnerne i Egedal er nemlig gået sammen om at producere et værk i gave til kommunen i anledningen af det nye kulturhus' kommen.
"Kunstnerne i Egedal vil forærer kommunen en frise af cirka 200 små malerier, som skal hænges op i rådhussalen i det nye kulturhus," fortæller primus motor bag gaven Karen Hansen, der selv er medlem af kunstersammenslutningen M/K, som favner flere af kommunens kunstnere.
"Der er aldrig blevet lavet sådan en frise før, og det er første gang, at alle kunstnerne i kommunen arbejder sammen. Det er frit valg af motiver, eneste regel er, at alle malerierne skal være i olie eller lignende, og at alle malerier skal være 30 gange 30. Det er en virkelig flot gave," siger Karen Hansen, og fortæller at det ikke er helt omkostningsfrit for kunstnerne at være en del af gaven.
"Vi har købt lærrederne ind, og så kan man henvende sig hos os og købe dem af os. I alt løber den samlede pris nok op i 6-7.000 kr. plus arbejdskraft," siger Karen Hansen og fortæller, at det stadig er muligt at bidraget til værket, hvis man blot henvender sig til hende.
Det er ikke kun Karen Hansen, der er begejstret ved udsigten til den 200-maleri store frise, der skal pryde det nye kulturhus.
Også politisk vækker initiativet glæde.
"Vi var allesammen i Kultur og Erhvervsudvalget ovenud begejstret, og synes at det er et flot initiativ, at de lokale kunstnere vil bidrage med så væsentligt et skridt til at omskabe det gamle rådhus til et kulturhus. Der var mildt sagt begestring og vi glæder os til at se resultaterne," siger Jens Jørgen Nygaard (C), formand for Kultur og Erhvervsudvalget, om reaktionerne da han og udvalget hørte om gaven.
"Det siger også noget om, at det at vi har omdannet det gamle rådhus til et kulturhus er blevet enormt vel modtaget," lyder det fra Jens Jørgen Nygaard, som glæder sig over byrådet beslutning om i sin tid at lave det gamle rådhus om til et kulturhus.
Publikum vil kunne se frisen 15. Marts, når kulturhuset åbner, og kunstnere, der ønsker at bidrage til værket kan kontakte Karen Hansen på 24205464.