Kulturminister vil tilpasse og lande bred medieaftale inden 2024

Der skal findes et kompromis om streamingskat i medieaftale, som kulturminister vil lande, inden året er omme.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal i ny medieaftale finde en "landingsbane" for det kulturbidrag - også kaldet streamingskat - som S-regeringen vedtog, men som mødte kritik fra Venstre og Moderaterne. (Arkivfoto).

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal i ny medieaftale finde en "landingsbane" for det kulturbidrag - også kaldet streamingskat - som S-regeringen vedtog, men som mødte kritik fra Venstre og Moderaterne. (Arkivfoto).

På kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) "spiseseddel" står en ny medieaftale "relativt højt".

– Det er min ambition, at det sker, inden der er gået et år, siger han.

– For danske medier kan ikke være tjent med, at de fordelingsprincipper, hvormed mediestøtten og medier reguleres, sidst er blevet revideret for otte år siden, uddyber Jakob Engel-Schmidt.

I maj sidste år landede hans forgænger og nu ministerkollega Ane Halsboe-Jørgensen (S) en smal medieaftale med den daværende røde blok og Kristendemokraterne.

En aftale, der ikke er blevet stemt igennem i Folketinget.

Af det nye regeringsgrundlag fremgår det, at SVM-regeringen vil "gennemføre medieaftalen" med "tilpasninger".

– Jeg håber på, at vi når et medieforlig med en bredere kreds, end den vi har i dag. Det tror jeg, vil være godt for danske medier, siger Jakob Engel-Schmidt.

En tilpasning, der nævnes i regeringsgrundlaget, er det omstridte kulturbidrag – den såkaldte streamingskat. Både Venstre og Jakob Engel-Schmidt selv var meget kritiske over for skatten, da den socialdemokratiske regering landede medieaftalen i 2022.

Regeringen vil nu "afsøge muligheden for at erstatte kulturbidraget med en ordning, hvor udbyderne kan vælge selv mellem en forpligtelse til at investere i dansksproget indhold eller betale en afgift".

Jakob Engel-Schmidt vil på nuværende tidspunkt ikke "konkludere på, hvor vi ender henne" med streamingskatten.

– Vi har været dygtige til på Marienborg (under regeringsforhandlingerne, red.) at finde kompromisser, og det kommer vi også til at gøre her, siger han.

Kulturbidraget for streamingtjenester blev i medieaftalen fra 2022 fastsat på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

Provenuet skal så gå til at producere mere dansk indhold.

Men kritikere – heriblandt den nuværende kulturminister – har frygtet, at skatten vil gå ud over forbrugerne.

– Regeringen og venstrefløjen: Nu skal Netflix, HBO, Paramount og Viaplay betale seks procent af deres omsætning i skat. Realiteten: Forbrugerne betaler minimum seks procent mere for deres abonnement, skrev Jakob Engel-Schmidt på Twitter dagen efter, at medieaftalen blev offentliggjort i maj 2022.

/ritzau/