Kulturminister vil tale med svømmerne selv om trænerkritik

Flere topsvømmere har kritiseret offentlige vejninger på landsholdet. Nu indkaldes de til møde med ministeren.

- Det her handler om menneskers liv. Derfor skal det være sådan, at det er trygt for atleterne at fortælle om det, hvis de har oplevet noget grænseoverskridende, siger Mette Bock (LA).
– Det her handler om menneskers liv. Derfor skal det være sådan, at det er trygt for atleterne at fortælle om det, hvis de har oplevet noget grænseoverskridende, siger Mette Bock (LA).

Kulturminister Mette Bock (LA) indkalder danske elitesvømmere til et møde.

Det sker, efter at flere af svømmerne stod frem i DR-dokumentaren "Svømmestjerner – Under overfladen" med kritik af en hårdhændet træningskultur med offentlige vejninger og ydmygende kommentarer frem til 2012.

Ministeren har modtaget redegørelser fra Dansk Svømmeunion, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark om trænerkulturen på det danske svømmelandshold frem til 2013.

I kølvandet af redegørelserne holder hun derfor to møder. Et med organisationerne og et med svømmerne for at høre deres version af sagen.

– Jeg er mest optaget af svømmerne, atleterne og deres forhold. Derfor vil jeg gerne rose dem for at stå frem.

– Men jeg har nogle uddybende spørgsmål i forhold til de redegørelser, der er kommet. Derfor har jeg indkaldt til møder på mandag, siger Mette Bock.

Kulturministeren savner stadig svar på flere spørgsmål.

– Jeg vil gerne være sikker på, hvordan man tager imod kritikken. Har man tænkt sig at bruge kritikken konstruktivt? Og hvad vil man i organisationerne gøre for at få det løst fremadrettet?

– Det er væsentligt, at man ikke går i forsvarsposition og synes, at det handler om at beskytte en organisation eller et forbund.

– Det her handler om menneskers liv. Derfor skal det være sådan, at det er trygt for atleterne at fortælle om det, hvis de har oplevet noget grænseoverskridende, siger Mette Bock.

I sin redegørelse skriver Dansk Svømmeunion blandt andet:

– Vi kan også konstatere, at der er forskellige opfattelser af, hvad der er foregået for 10-15 år siden hos de svømmere, trænere og eksperter, der har været involveret og tæt på træningsmiljøet.

– Men uanset hvad der i dag huskes om tiden, så er vi utroligt kede af, at svømmere har oplevet forkert adfærd fra de tre trænere.

Svømmeunionen konstaterer også, at meget "gøres helt anderledes i dag, end det var tilfældet i den periode, som DR's dokumentar kredser om".

Ifølge Mette Bock er det helt afgørende, at svømmernes kritikpunkter er omdrejningspunktet, når der skal sættes ind med konkrete initiativer.

Det skal være med til at sørge for, at de kontroversielle træningsmetoder ikke gentages i dansk elitesport.

– Det er også meget vigtigt at signalere, at det, de siger, bliver taget alvorligt.

Spørgsmål: Hvad kan I selv gøre fra politisk side?

– Det skal jeg blandt andet drøfte på mødet mandag for at være sikker på, hvordan det bliver fulgt op. Det er ikke nok, at der er opmærksomhed på det i en kort periode.

– Vi leverer fra samfundets side en betydelig økonomisk støtte i forhold til vores foreninger, idræt og sport. Det skal vi gøre, og det er en god investering. Men det betyder også, at vi skal være trygge ved, at det foregår på forsvarlig vis, siger Mette Bock.