Masser af fed rockmusik med mulighed for at få blæst håret og ørerne godt igennem.
Brøndby slår i løbet af foråret et slag for rockmusikken. Under temaet »Rocik i Brøndby« vil Brøndby Kommune i løbet af 2016 præsentere musik fra rockens historie samt nye bud på rock, og med bands fra ind- og udland. Der er rig mulighed for at opleve fantastiske bands, der formår at få rockmusikken ud over scenekanten.
I januar kunne man således opleve den altid populære 70'er Galla med Jomfruburet Reunion, fulgt op af et veloplagt Deep Purple Jam. Lørdag den 5. marts gæster så den albumaktuelle rock'n'roll troubadour Mike Tramp Kulturhuset Brønden med sit band. Fredag den 18. marts kommer Uhrban Stöjband & Friends til Brøndby med deres livsbekræftende hyldestkoncert – The Last Waltz – verdens måske bedste koncertfilm. Her vil der blive mulighed for at opleve musik af The Band, Bob Dylan, Eric Clapton, Joni Mitchell, Neil Young, Van Morrison, Neil Diamond og mange flere.
I april forsætter rockfesten, når Glasgow-bandet King King indtager scenen i Kulturhuset Kilden fredag den 1. april med deres dynamiske og sjælfulde blues-rock. Et band der har høstet flere priser, og nok skal sørge for, at håret bliver blæst godt igennem. Lørdag den 9. april kan man opleve det bedste fra glamrocken, når The Glam præsenterer flere af genrens bedste numre i Kilden. Lørdag den 16. april står den på musik af U2, når drengene fra Die Herren gæster Brønden, og viser hvordan et fantastisk live-band skal lyde.
I maj inviteres der til konceptet »Reload« i Kilden, hvor to undergrundbands dyster mod hinanden, og publikum vælger, hvem der går videre som hovednavn ved næste reload-koncert.
Mere information og hele programmet, samt billetter, kan findes på www.oplevbrondby.dk