Kritikere: Fotovogne er ikke effektive nok

At droppe stærekasserne langs vejene til fordel for flere fotovogne er en dårlig idé, mener flere parter.

ARKIVFOTO 2000 af politiets fotovogne-  Regeringen vil fartsyndere til livs ved at firedoble antallet af fotovogne. Således droppes stærekasse-planen. (Foto: KASPAR WENSTRUP/Scanpix 2012)
ARKIVFOTO 2000 af politiets fotovogne- Regeringen vil fartsyndere til livs ved at firedoble antallet af fotovogne. Således droppes stærekasse-planen. (Foto: KASPAR WENSTRUP/Scanpix 2012)

Det vil ikke nedbringe antallet af fartsyndere og trafikulykker på de danske veje at droppe planen om 500 såkaldte stærekasser og i stedet firedoble antallet af politiets fotovogne, lyder vurderingen fra flere sider.

Stærekassernes endeligt er en del af regeringens ny trafiksikkerhedspakke, der øger antallet af fotovogne med 75 vogne, så det samlede antal når op på godt 100 i løbet af de kommende 18 måneder.

Administrerende direktør i bilejernes forening FDM, Thomas Møller Thomsen, forstår slet ikke, hvorfor planen om de stationære stærekasser er røget i papirkurven:

– Mange farlige ulykker med dræbte og alvorligt tilskadekomne sker meget ofte på landevejene, og fotovogne egner sig til byerne. Stærekasser derimod kan sættes op på farlige strækninger, også ude på landet.

– Regeringen skulle have sat kasserne op som planlagt i kombination med mere synlig politi på vejene. I stedet for at sende 100 politifolk ud i lukkede anonyme vogne, ser vi hellere 100 flere politifolk på vejene, siger han.

En helt optimal løsning ville ifølge Thomas Møller Thomsen være stærekasser i kombination med skiltning om hastighedskontrol. Fotovogne ser han omvendt ikke mange fordele ved.

– Man ved ikke, at man bliver fotograferet. Man får bare et girokort bagefter, hvor man knapt nok ved, hvor man har kørt for stærkt henne. Og så virker det kun som en ærgerlig ting, siger han.

Venstres trafiksikkerhedsordfører, Karsten Nonbo, er heller ikke glad for opprioriteringen af fotovogne. Han mener, at man i stedet skulle indføre stærekasser – dog mobile i stedet for stationære.

– Det siger jo sig selv, at man ved fotovognene er begrænset af, at det ikke altid er nogen, som sidder i bilen, og derfor er det ikke altid, vognene er oppe.

– En mobil stærekasse, som er ubemandet, kan derimod bruges ugens syv dage, døgnets 24 timer, og når den så er mobil, kan den flyttes derhen, hvor behovet er, siger han.

Karsten Nonbo kalder regeringens pakke for et skridt i den rigtige retning – dog et dyrt og lille skridt.