Kristoff efter sejr på Champs-Élysée: Det er en syg følelse

Alexander Kristoff vandt søndag den sidste etape i årets Tour de France, da han spurtede sejren i hus i Paris.

Før søndagens sejr var Alexander Kristoffs bedste placering på Champs-Élysée en andenplads i 2015.
Før søndagens sejr var Alexander Kristoffs bedste placering på Champs-Élysée en andenplads i 2015.

FAKTA: Tourens 21 etapevindere

Alexander Kristoff blev den sidste rytter til at vinde en etape i dette års udgave af Tour de France, da han vandt massespurten på den ikoniske boulevard Champs-Élysées i den franske hovedstad, Paris.

Med søndagens sejr er Kristoff den 14. rytter til at vinde en etape i det prestigefyldte cykelløb.

Her kan du få et overblik over vinderne af de 21 Tour de France-etaper:

1. etape: Fernando Gaviria (Quick-Step).

2. etape: Peter Sagan (Bora).

3. etape: BMC (holdtidskørsel).

4. etape: Fernando Gaviria.

5. etape: Peter Sagan.

6. etape: Dan Martin (UAE Emirates).

7. etape: Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo).

8. etape: Dylan Groenewegen.

9. etape: John Degenkolb (Trek).

10. etape: Julian Alaphilippe (Quick-Step).

11. etape: Geraint Thomas (Sky).

12. etape: Geraint Thomas.

13. etape: Peter Sagan.

14. etape: Omar Fraile (Astana).

15. etape: Magnus Cort (Astana).

16. etape: Julian Alaphilippe.

17. etape: Nairo Quintana (Movistar).

18. etape: Arnaud Démare (FDJ).

19. etape: Primoz Roglic (LottoNL-Jumbo).

20. etape: Tom Dumoulin (Sunweb).

21. etape: Alexander Kristoff (UAE Emirates).

FAKTA: De seneste ti års Tour de France-vindere

Chris Froome (Sky) mødte op til Tour de France med drømmen om at vinde både Giro d'Italia og Touren i samme sæson.

Det lykkedes ikke, da holdkammeraten Geraint Thomas i stedet vandt etapeløbet i Frankrig, mens Froome kørte sig tilbage på podiet i enkeltstarten på næstsidste etape og sluttede på tredjepladsen.

Tom Dumoulin (Sunweb) blev nummer to i dette års Tour de France.

Her følger de seneste ti års vindere af verdens største cykelløb:

* 2018: Geraint Thomas (Sky), Wales.

* 2017: Chris Froome (Sky), Storbritannien.

* 2016: Chris Froome (Sky), Storbritannien.

* 2015: Chris Froome (Sky), Storbritannien.

* 2014: Vincenzo Nibali (Astana), Italien.

* 2013: Chris Froome (Sky), Storbritannien.

*2012: Bradley Wiggins (Sky), Storbritannien.

* 2011: Cadel Evans (BMC), Australien.

* 2010: Andy Schleck (Saxo Bank), Luxembourg.

* 2009: Alberto Contador (Astana), Spanien.

Kilde: Tour de France.

Efter flere gange at være blevet forvist til sekundære placeringer i årets Tour de France kunne Alexander Kristoff (UAE Emirates) søndag endelig hæve armene i triumf efter en massespurt.

Nordmanden var hurtigst, da den traditionsrige sidste Tour-etape som sædvanlig skulle afgøres på den ikoniske boulevard Champs-Élysée i den franske hovedstad.

Det var derfor også en begejstret Kristoff, der efter etapen blev interviewet af norsk TV2.

– Jeg kan ikke beskrive det. Det er en syg følelse, siger Kristoff til tv-stationen ifølge NTB.

Den 31-årige nordmand er siden sin Tour-debut i 2013 aldrig endt dårligere end nummer seks i spurten på Champs-Élysée, men det er aldrig før blevet til den helt store triumf.

Før i dag var den bedste placering en andenplads i 2015.

Alexander Kristoff var derfor også lettet efter sejren.

– Det er en fantastisk følelse endelig at tage en sejr.

– For alle dem som sagde, at jeg var færdig i spurter, er det dejligt at bevise, at jeg kan spurte på den største scene.

– Det er noget, Thor (Hushovd, red.) har rangeret som noget af det største i sin karriere, og det kommer jeg også til, siger Kristoff og henviser til den tidligere norske topsprinter Thor Hushovd, der i 2006 vandt i Paris.

Geraint Thomas (Sky) kørte ligesom Kristoff også over målstregen i Paris med hævede arme. Briten vandt løbet for første gang foran hollandske Tom Dumoulin (Sunweb) og holdkammeraten Chris Froome.