Kristendemokraterne støtter Lene E.

Lene Espersen får støtte i sygehussagen fra Kristendemokraterne, som afviser både en næse til ministeren og en uvildig undersøgelse.

Kristendemokraterne strækker nu et sikkerhedsnet ud under udenrigsminister Lene Espersen (K) i sagen om overbetalingen af de private sygehuse.

– Vi stemmer hverken for en næse til Lene Espersen eller flere undersøgelser af sagen, siger Per Ørum Jørgensen.

– Vi synes, at sagen er belyst ganske udmærket, og vi har andre og bedre ting at foretage os. Det her har kun historisk interesse, siger Per Ørum Jørgensen.

Ifølge Ritzaus oplysninger overvejer Dansk Folkeparti muligheden for at stemme for en såkaldt næse til Lene Espersen for at give Folketinget urigtige eller ufyldestgørende oplysninger, mens VK-regeringens støtteparti afviser en uvildig kommissionsundersøgelse af hele sagen.

Til gengæld oplyser DR Nyheder, at Venstres Britta Schall Holberg vil stemme for, at der bliver lavet en uvildig undersøgelse af forløbet i mailsagen.