Krisecenter til kamp mod LOKK

Foto: Nina Launbøl Hansen

KRISEKAMP Frederikssund Krisecenter er blevet smidt ud af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre – LOKK i daglig tale. Det truer det lille, lokale krisecenter på livet, for man får ikke henvist nogle voldsramte kvinder fra kommunerne, uden at være medlem af LOKK. Derfor går Frederikssund Krisecenter nu i offensiven.

I går modtog socialministeren, medlemmerne af Folketingets socialudvalg og partiernes socialordførere hver et brev fra Karin Bille, som er leder af Frederikssund Krisecenter.

"Vi håber, at det i fremtiden kan blive den enkelte læge eller socialrådgiver, som afgør, hvor voldsramte kvinder skal placeres – uden LOKK skal sidde og afgøre, hvem der er "værdige" til at hjælpe de her kvinder," siger Karin Bille om begrundelsen for at angribe LOKK i brevet til toppolitikerne.

I brevet til beslutningstagerne på Christiansborg hudfletter Karin Bille LOKK"s lobbyarbejde for at få flere krisecenterpladser i Danmark. Hun skriver blandt andet, at LOKK agiterer for, at vi skal have krisecenterspladser til 500 kvinder og deres børn i Danmark, modsat de 257 pladser vi har i dag.

"Dette er en målsætning, der kan undre, når vi (…) sammenligner det samlede antal pladser der er til rådighed på landets krisecentre med det antal pladser, der faktisk er besat i løbet af året," skriver Karin Bille i brevet.

Hun fortsætter med at dokumentere, ved hjælp af LOKK"s egne tal, at belægningsprocenten i 2003 var 66 %, i 2004: 55% og i 2005 var kun 56 % på landsplan.

Karin Bille fremhæver i brevet, at disse belægningsprocenter overhovedet ikke harmonerer med det antal kvinder, som LOKK påstår de må afvise på grund af pladsmangel hvert år.

"Der er et eller andet, der overhovedet ikke stemmer," skriver lederen af Frederikssund Krisecenter til de førnævnte medlemmer af Folketinget.

"Vi håber selvfølgelig også, at der er nogen på Christiansborg, som vil interessere sig for den hetz, som LOKK har kørt mod os," siger en fortrøstningsfuld Karin Bille, som næsten dagligt modtager støtte og opbakning fra lokalsamfundet i form af tøj, legetøj, penge og biografbilletter til at forsøde tilværelsen for centrets beboere – især børnene.