Konservative ønsker mere åbenhed og borgerdebat

Til kommunalbestyrelsesmødet mandag d. 30. august, efterspurgte Simon P Sørensen fra Socialdemokraterne mere åbenhed i kommunen, det samme gjorde både Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og en enkelt Venstre kvinde. Som Gitte Kjær-Westermann fra Venstre udtalte "Vi er nogle som er gået på valg, på mere åbenhed i kommunen".

Som konservativ er det rare udmeldinger at høre. Vi benytter gerne enhver lejlighed til at give borgerne mere åbenhed i kommunen, både ved de problematiske og de populære sager. Et oplagt sted at starte åbenheden kunne være, at begrænse antallet af sager der behandles for lukkede døre – den øvelse vil være helt gratis og give borgerne en bedre mulighed for at vide, hvad der foregår. En anden mulighed er at invitere til dialog – ikke mindst omkring de kontroversielle sager.

Den konservative forening gik enegang i betalingsparkering, hvor ingen andre partier havde lyst til at tage en åben dialog med borgerne. Her valgte Konservative at indkalde til borgermøde om emnet og 100 interesserede borgere mødte op og diskuterede betalingsparkering med Borgmester Søren P Rasmussen, Formand for Handelsforeningen Thorkil Baltzer og Gruppeformanden for Konservative Sofia Osmani.

Nu skal vi i gang med endnu en svær nød, men Borgmester Søren P Rasmussen fik desværre skubbet debatten om åbenhed ud i fremtiden – til efter det kommende budget er vedtaget. Spørgsmålet er bare om ikke det er for sent? Netop budgettet er en oplagt mulighed for åbenhed og dialog. Vi håber derfor at Borgmesteren og forvaltningen tager initiativ til et borgermøde om det kommende budget.

Den Konservative forening i Lyngby-Taarbæk har allerede booket mødelokale i Kulturhuset onsdag d. 22. september til et budgetmøde. Vi mener dog, det er formålstjenligt, at det er Borgmesteren der tager initiativ til et åbent debatmøde. Mangler der en dato og et lokale, stiller vi derfor gerne vores booking til rådighed.