Kommentatorer ser ikke Frederiksen som næste generalsekretær i Nato

Ifølge to norske aviser skulle Mette Frederiksen være i spil som topchef i Nato, men kommentatorer afviser.

Det virker ikke sandsynligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) ender som den kommende generalsekretær i forsvarsalliancen Nato.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

– Det lyder ikke specielt sandsynligt. Danmark har haft posten som generalsekretær for kort tid siden og blev afløst af en nordmand.

– Det vil være meget svært at se resten af Nato-landene, som er en stor kreds, at acceptere en dansker, en nordmand og en dansker igen, siger han.

Det er de norske medier VG og NRK, som skriver, at Mette Frederiksen er en af de personer, der nævnes i forløbet om at blive den næste generalsekretær efter norske Jens Stoltenberg, som tidligere er blevet forlænget på posten.

Politisk redaktør Casper Dall fra Avisen Danmark ser det heller ikke for sig.

– Det er ganske usandsynligt, at hun skulle ende som generalsekretær for Nato. Danmark og Norge har haft posten de seneste to gange. Der er ganske mange andre nationer, som mener, at de nu er berettiget

– Mette Frederiksen er meget fokuseret på det indenrigspolitiske og har været det hele sin karriere. Hun er i spidsen for et midterprojekt og en historisk stærk flertalsregering i Danmark, siger han.

Ifølge VG skulle særligt USA være begejstret for Mette Frederiksen som kandidat.

Selv om Mette Frederiksen har været statsminister i snart fire år, har hun endnu ikke været på besøg i Det Hvide Hus. Dermed er hun den statsminister, som har ventet længst tid på et besøg i nyere tid.

Siden dannelsen af flertalsregeringen har Mette Frederiksen besøgt og fået besøg af en lang række lande og har tillagt det internationale større betydning.

Men det har ikke været de toneangivende lande som USA, Tyskland, Storbritannien og Frankrig hun har plejet omgang med.

Engell påpeger, at han ikke har oplevet det diplomatiske arbejde bag kulisserne, der kræves for at lande sådan en toppost.

Noget andet kommentatorerne hæfter sig ved er, at Danmark endnu ikke har hævet forsvarsudgifterne til to procent af bnp, et lands samlede produktion.

At hun nævnes til stillingen kan styrke hendes internationale image, lyder det.

– Det er med til at placere hende i et højere niveau i en europæisk og international liga. Men forløbet kan slide en statsminister op og komme til at virke den modsatte vej, hvis alle pressemøder indledes med spørgsmål til det.

– Det er ikke nødvendigvis en stor fordel, fordi hendes hovedopgave er i Danmark, siger Engell.

Det taler for Mette Frederiksens eventuelle kandidatur, at hun offentligt er stadig mere interesseret i sikkerheds- og udenrigspolitik og har solid erfaring som statsminister samt repræsenterer et land, som får ros for støtten til Ukraine.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra statsministeren.

/ritzau/