
iværksættertræf Har du startet virksomhed inden for de seneste fire år? Er du fra Allerød eller driver du virksomhed i Allerød? Så kom og mød andre lokale iværksættere til et informativt og hyggeligt netværksmøde 12. juni fra kl. 15.30-18.30. Iværksættertræffet afholdes på Allerød Bibliotek.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse, hvor der også oplyses, at 'Iværksættertræffet' er blevet til i et samarbejde mellem erhvervskonsulent Mette S. Nielsen fra Allerød Kommune og forretningsudvikler Susanne Krogh Petersen, der er kontaktperson i Erhvervshus Hovedstaden for Allerøds iværksættere.
"Der er allerede kommet mange tilmeldinger – og positive mails med udtalelser som 'tak for det gode initiativ' og 'det er motiverende og dejligt'," siger erhvervskonsulent Mette S. Nielsen.
Hun fortæller, at det stadig er muligt at tilmelde sig på Allerød Kommunes hjemmeside under erhvervssektionen på: www.alleroed.dk/erhvervsservice.
"Iværksættere arbejder ofte alene og skal hurtigt kunne tilegne sig nye kompetencer. Vi ved, de har stor værdi ud af at danne fællesskaber og sparre med hinanden," siger Mette S. Nielsen og fortsætter:
"Den mulighed vil vi gerne være med til at sætte endnu mere strøm til, lokalt i Allerød. Det spiller også rigtig godt sammen med Allerøds nye Vision2031, der har fællesskaber, innovation og nye samarbejder som vigtige pejlemærker."
Et andet formål med 'Iværksættertræffet' er at informere om de mange muligheder, der er for at få gratis og kvalificeret hjælp til at udvikle forretningen.
"Beregninger viser, at for hver krone investeret i Erhvervshusene får samfundet 9,25 kroner tilbage i form af øget omsætning i de virksomheder, der benytter Erhvervshusene," siger forretningsudvikler Susanne Krogh Petersen, som også glæder sig til dialogen med iværksætterne i Allerød om deres behov.
Tilmelding sker via Allerød Kommunes hjemmeside: www.alleroed.dk/erhvervsservice. Deltagelse er gratis.
'Iværksættertræf 2019' finder sted 12. juni fra kl. 15.30-17.30 med efterfølgende netværk frem til kl. 18.30 på Allerød Bibliotek.
Alle, der bor i – eller driver virksomhed i – Allerød og har startet virksomheden op inden for de sidste fire år er velkomne.
Iværksætterindsatsen er en del af Allerød Kommunes erhvervsfremmetilbud og holdes i samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden.